Follow by Email

torsdag den 21. maj 2015

AAAAAAARRRH! GÅ VÆK, SKRÆMME-DAME....

Det er stadig ret oppe i tiden at sætte sig ned og visualisere, er det ikke?

Skulle lige prøve.

Så poppede et scenarium op på lystavlen (don't ask why...) hvor jeg sidder og hælder vand ud af ørerne overfor vores alle sammens Lola:




 
 
Lokker den 5-ethalvt-årige til at se om der er monstre under min seng i nat.


mandag den 18. maj 2015

Morgenstund har ... kæften fuld af tøjkrise i str. 122-128.

Hvor var det dog nemt med beklædning da de var babyer, ikke?

Eller dengang (for nylig - var det ikke i går, egtl.?) det hele skulle være i lyserød/lilla-skalaen, så var der sang og harpeklang.




Nå. Det bliver vel nemmere om lidt når hun starter i skole.
For så skal hun bare have det samme, de andre går med.
 Eller det modsatte. Og det er da til at handle på......

fredag den 8. maj 2015

Og i eftermiddag skal han genforenes med sin Store Kærlighed...

Min søn vågnede op i morges med blege læber og generel slattenhed og sagde han havde ondt i maven.

Gerne et tegn på han er sløj. Ha! Mig  - Lola: 1 - 0.

I går eftermiddags, however, viste han ingenlunde tegn på den mindste smule svækkelse.

For da blev han forelsket. Rigtig "no-point-of-return"-inlåv. I naboens nye legehus. Med en dør i. Og  to vinduer. Så forelsket at han brugte halvanden time på at gå ind og ud af det lille runde skravl af et plastic-palads og jeg kunne ikke få hans tanker på hverken aftensmad/bad/nu-bliver-det-snart-mørkt.

I aner ikke hvad jeg var ude i, vel?

Daniel er lidt speciel. Hvis han kommer op at køre over noget, så er der ingen vej tilbage.

Der gik FIRE timer i går aftes. Med. AT. forklare drengen vi skulle sove og legehuset skulle OGSÅ sove og nu var klokken 21 og det var ved at blive mørkt og FØRST sove og BAGEFTER vågne og SÅ ud i legehus. Til slut faldt han omkuld, den lille.


Imorges var han sløj. Tilsyneladende.

Da lillesøster kom i børnehave var han ikke særlig sløj. Frisk, faktisk.

Nu siger jeg ikke at min specialdreng har lært at fake illness. Men i hvert fald er han pt. i skole.


 
....................
 
 
HVAD?








torsdag den 7. maj 2015

Bizar idyl

................


Ej.

Efter gårsdagens indlæg om kaos-børn & feberedninger kom jeg lige til at tænke på noget.

At nogle gange sidder den ene faktisk henne ved sysle-bord og sysler.

Mens den anden kører med gravko nede på gulvet.

 
....................
 
Mens den tredje står og glor på først det ene, så det andet barn. Og tænker:
DET HER er eddermanme mærkeligt. OG en lille smule creepy....

onsdag den 6. maj 2015

Hvad? Jamen jeg vidste det ville ende godt.....

Her i huset bor som bekendt en dreng på 8 og hans lillesøster på 5 ethalvt.

Førstnævnte har visse udfordringer. Nu tager vi eksemplet "leg med andre børn". Det vil Daniel rigtig gerne. Men han har problemer med at begribe hvad legen egentlig går UD på - som regel fordi hans lillesøster tager styringen og prøver at bestemme hvad hendes storebror skal gøre. Så ryger kæden lidt af for min søn, som griber til en eller flere af nedenstående løsninger:

A: Griner af lillesøster (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror).

B: Uforvarende kommer til at tage noget forkert legetøj og flytte rundt på det (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror).

C: Kaster med legetøjet (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror).

D: Hiver lillesøster i håret (hvilket lillesøster tager en smule nært og begynder at råbe ukvemsord efter storebror og gå til modangreb og moderen kaster sig imellem de to temmelig uenige parter).

Mirakuløst nok fortsætter de. Med at forsøge at lege sammen. Flere gange om dagen.

Mens moderen gradvist opgiver alle gøremål der ikke har med konfliktfeberredninger at gøre og til sidst bare stiller sig med en lunken kop kaffe inde på midtbanen.

Well. I går kom jeg til at købe en billig fjernstyret bil til dem hver. Bare for sætte udfordrings-barren et nøk op.

For selvom jeg havde hjerneceller nok til at stikke dem en bil i hver sin farve, så var de alligevel ret ens på især ET skæbnesvangert område: Fjernstyringsapparaterne.


..................

JA-SIGNALERNE-GÅR-IND-I-HINANDEN-SÅ-INGEN-VED-HVEM-DER-STYRER-HVILKEN-BIL.

Det startede med andre ord en lille smule uheldigt. Gik ellers ret godt med at isætte i alt 10 batterier (til kommende småbørnsforældre: Gå ALDRIG ned på batterier. Og stesolid).

Så gik der 2 sekunder med glædeshyl fra to unger. Derpå et kvarter med raseri fra den ene unge fordi den anden unge pludselig styrede begge biler med EN fjernstyrings-dims. Så et kvarter mere hvor moderen havde konfiskeret begge biler og blev kaldt alt muligt. Straks derefter fulgte 3 minutter hvor den ene blev sendt ud og køre med sin bil i køkkenet mens den anden kunne muntre sig med sin inde i stuen. Så 1 minut med begge unger og biler i stuen. 10 minutter med frustrations-udladninger fra den ene unge over den anden igen styrede begge eller den forkerte bil.

MEN:

Så pludseligt som i "WTF!!??" og "Jeg Klarer. Ikke. Al den Uforudsigelighed - er blevet for Gammel" så vendte vindene med et trylleslag og den mindste besluttede det var skide skægt at ingen af dem anede hvem der styrede hvad.

Så fulgte sammenlagt en hel TIME med krampe-latter fra begge racer-kids og skide være med jeg spildte min lunkne kaffe hver gang jeg forsøgte at forcere kaos-gulv.

 
I morgen køber jeg helt sikkert 2 biler mere til hver......

tirsdag den 5. maj 2015

Morgenbegejstring for to.

Det kan godt være jeg ikke er så let-til-bens tidligt om morgenen.

Men når special-drengen med stor entusiasme bygger tårn af stablekasser på soveværelsesgulvet kl. 7:05 og siger "sørme" for første gang.

Så er jeg stadig ikke særlig let-til-bens.

- Dog mindre tung at danse med.

 
Because I'm happyyyyy.......

mandag den 4. maj 2015

Moderen bearbejder stadig oplevelsen...

I fredags var Daniel i Bonbon-land for første gang i sit liv.

Vi taler om en dreng, der nu er 8 vintre gammel, går i specialskole, stadig har til gode at begribe meningen med vendespil (.... - I know how you feel, son), går i primal-mode når han ser en boremaskine, elpisker, andet elektrisk hjælpemiddel og som stadig kæmper lidt med overgange fra en situation til den næste (kan f.eks. smelte helt eller delvist ned hvis han skal ud af bilen. Hiver i hår og bider og råber "NEJ NEJ NEEEEEEJ MIG IK ME-EED!" så forbipasserende må korse sig over nutidens forældre og al den aktivitet de presser ned over deres børn.......).

Så jeg var da lidt spændt. Og tænkte det ville være en succes blot barnet ville stige ud af klapvognen et par minutter derinde i forlystelses-park.

Det ville han ikke.

Så fik hans lillesøster den innovative ide, at vi alle fire skulle tage en sejltur i de store både med plads til 8-10 mennesker.

Hvor man flyder afsted på en flod og møder spøjse dyr og andre halvuhyggelige skabninger der bevæger sig og siger hæse lyde. Og hvor der mod slutningen er en mørk grotte med en 90 % stigning op og en 90% stigning ned i vild vandfart.

Herligt påfund, søster - det kan jo højst gå sådan at vi må ringe efter helikopterredningstjenesten til panik-dreng. Tænkte jeg. Og sagde: Okay vi må se hvad der sker.

Der skete det at min søn var fuldstændig med på det hele. Som i 100% Daniel-over-ecstasy-begejstring. Og vi var nødt til at tage en tur mere.




Hvad sker der lige for DET?