Follow by Email

mandag den 26. januar 2015

Stilleben....

Der er dem, der mener man ikke behøver se i ALLE boligens rum her bor børn.

Og så er der Den lille Selvkørende.

Som forleden tog badeværelset i besiddelse med alle sine lidt over 2 bøtter, tasker & baljer fulde af smukkeserings-krimskrams.

Så meget for den drøm om sort sæbedispenser fra "Day-living" som eneste synlige item i vådrummet.









fredag den 23. januar 2015

Om lidt. Bli'r her stille (og røvkedeligt).

HmmmmmmmmMMMMMM!!


Der er noget med Den lille Selvkørende skal starte i skole om få måneder.


Der er også noget med jeg har skrevet om hende sårn et par gange herinde gennem de sidste 4-5 år.


Måske med nogle illustrationer også.


Måske også med nogle illustrationer hun ikke lige vil vælge nogle af som profilbillede på sin egen facebookprofil. Hvis vi virkelig SKAL være så fremsynede.


Måske har jeg tilmed skrevet noget hun ikke gider citere i en skolestil hun skal skrive om et par år (selvom jeg ikke kan komme i tanker om hvad det skulle være).


Måske har jeg også lyttet lidt til Lola (det Braldrende Belærende Ballon-hoved, som jeg plejer at være irriterende enig med på en rætti rætti irriterende måde) på det seneste.


Måske skulle jeg bare prøve at forebygge en fremtidig 6-7-årig, der ringer til Børnetelefonen og melder sin mor for Omsorgssvigt ved f.eks. at have lavet denne tegning til bloggen engang:


 
 
Jep. Forebygge. Nok meget klogt træk dér, fru Mor til frøken Selvstændigt Væsen med Mange Stærke Meninger og hvordan Verden bør Behandle Hende.
 
 
Såååå slut med at skrive og tegne om det kære væsen.
 
 
Pis osse. Man må sgudda heller aldrig noget der er sjovt her i samfundet (vælter spillebrikker ned fra bord og går hen og står på hovedet op ad dør skrider ud og ryger!!).
 
 

 
 

mandag den 19. januar 2015

Hvornår er der rygepause?

Ikke for noget.

Men dengang jeg var lille og spillede brætspil med min far og storebror (f.eks. ludo eller ludo).

Og blev sur når jeg var ved at tabe.

Så fejede jeg alle brikker af spillepladen og gik hen og stod på hovedet op ad en dør.

.......... Iøvrigt nogenlunde det samme show jeg sætter op den dag idag, når jeg stilles i en urimelig situation af tilsvarende tung kaliber. Mumler bare "Alle har cement der hvor jeg har hjerne". Og skrider ud og ryger istedet for at stå på hovedet. Men nu har jeg jo heller aldrig sagt jeg er Alle Forløsende Stemningers Moder, veller? Det lader vi Thomas Blachman (og Paris-Charlie om).

Til gengæld er jeg mor til et væsen på 5 år. Som i sin relativt korte levetid har udviklet en så sirligt finpudset evne til at gradbøje alle verdens (og brætspils) regler til egen fordel, at det ville sende selv det største bralder af en levebrødspolitiker grædende hjem til sin hvidpudsede matrikel og gemme sig.



Kan hun ikke bare smide med NOGLE af brikkerne og stå en lille smule på hovedet????

mandag den 12. januar 2015

Daniels redningsaktion

Så var afløbet stoppet så det sejlede med vand ude på badeværelset.

Kloak-risten sidder i gulvet pænt langt inde under skabs-elementerne, hvis underside befinder sig 20 cm over samme gulv. Omkring 18 cm nede under denne rist sidder der et filter. Så fast at det kræver man kan stå LODRET lige over hullet og bruge begge hænder og en lang bidetang for at vriste den satan fri og få den renset for slamfarvet splat.

Men først skal man som sagt ligge i en fysisk umulig stilling for bare at nå ind til risten og fjerne den og derefter ligge i samme stilling for (ude af stand til at kigge ned og se hvad hænderne foretager sig) at rave ned  til næste udfordring.

Daniel sad på gulvet et stykke væk og så på imens.......

Han lagde samtidig ører til mine verbale udtryk for hvordan jeg selv syntes det gik med Projekt Skide Hamrende Hørmeren:



Så spørger drengen - den lille hjerteknuser. Som snart er 8 år men som endnu har til gode at fatte de sammenhænge som et barn på 4 år forstår:

"Er du sur mor?".

Hvilket ikke er noget helt nyt selvom det stadig kommer bag på mig at han har taget vældig mange abstrakte begreber til sig og knytter dem rigtigt til de rigtige sammenhænge (også her.......).

Mig: "Ja jeg er sur. På det her lorte-filter som jeg ikke kan få op, Daniel!"

Ved I hvad så han gør? Det kære væsen kan se hans mor er i en slem slem knibe og han vil så gerne hjælpe, åbenbart, for det næste han spørger om er: "Ma låtte døren?"

For helvede mand. Drengen foreslår at han lukker døren! Ikke så vi to kan arbejde uforstyrret, men alene fordi han bare gerne vil gøre noget - det eneste han lige kan komme i tanke om og det eneste han kan finde ud af i situationen - for at redde sin mor ud af skærsilden (ja skærsilden. Nej jeg mener ikke der ligger nogen undertoner af selv-ynk i valget af ordet).

Så naturligvis sagde jeg taknemmeligt ja til dør-luk. Og simulerede under resten af operationen overfor knægten, at det at afskære os (fra at råbe på assistance inde fra stue-gemakkerne) var lige det "redskab" jeg manglede for at få skred i sagerne derinde under, med kinden mast ned i brakvand.








fredag den 9. januar 2015

Alle veje fører til Nirvana

Kom igår til at starte en debat på facebook om hvornår noget er acceptabel brug af ytringsfrihed og hvornår ytringsfrihed bliver brugt til at provokere nogle andre unødigt.

....................



.....................



Er du gal? Hvor kan ens pointe let blive misforstået.

Konverterer til Buddhismen og tjekker ud for denne gang (iøvrigt ser jeg skide cool ud når jeg mediterer, ikke?).




onsdag den 7. januar 2015

Kan man nu ikke skåne ungen for noget?

På Den Sidste Dag før juleferien henne i den kommunale trillede pædagogerne et fjernsyn ind på Musereden og præsenterede en film for den samlede flok af mini-mennesker (og hatten af for det og for dem. Altså pædagogerne, de arme sjæle).

Nu tænker du nok "Cirkeline" eller "Alfons Åberg".

Nej og nej. Få lige fingeren ud af halvfjerdserne.

Da barnet kom hjem begyndte hun at fable om Elsa og Anna "og så døde Anna for det havde Elsa gjort og det var hendes søster men så levede hun hende op igen og Olaf kunne godt være der selvom det blev sommer og nogle gange faldt hans hoved af og Svend ville gerne spise hans næse og hun havde is indeni og var ond  og der var et stort monster men så blev de gode venner og prinsen skulle kysse hende men han var dum og snydt hende" og videre og videre i en temmelig fragmentarisk og ikke tilnærmelsesvis kronologisk, dog meget ihærdig genfortælling af handlingen i en film jeg endte med at konkludere måtte have en titel i retning af "Is fra Helvede".

Det hed den nu ikke. Men "Frost". Fandt jeg ad omveje ud af. Kender I den?

Nuvel. Barnet blev VED med at kredse om hovedpersonerne i flere dage og til sidst fik vi erhvervet os et eksemplar på dvd (tak Jeanette).

Jeg syntes Elsa og Anna så nuttede ud på omslaget. Og det samme gjorde Olaf (som er en snemand) og Svend (rensdyr) så jeg gad godt kigge med henover skulderen på pigebarnet da vi trykkede "play".

Og så sker der simpelthen det at de to søstre Elsa og Anna i starten af filmen bliver isoleret fra hinanden af deres mor og far fordi Elsa har mægtige kræfter som hun ikke kan kontrollere og Anna kan ikke forstå at hendes søster har vendt hende ryggen (det tror hun jo) og der var jeg allerede kleenex-parat og så skal forældrene ud på en lang og farefuld rejse og lover de kommer tilbage og SÅ bliver det uvejr ude på havet og deres skib synker og det har jeg svært ved. At synke. For det er så søøøørgeligt og jeg har altid været et skvat når det kommer til tragiske hændelser på film. Og det gælder også animationsfilm (kan huske da jeg så "Bambi" i biografen i Stege med mine forældre og jeg var sønderskudt, sønderrevet og helt i sænk da bambi's mor døøøø-høøøøde).

Den Lille Selvkørende? Hun har arvet sin fars nøgterne realitetssans:




Sgudda-for-helved-også.


fredag den 12. december 2014